Hvordan træner jeg?

Sårbarhed part one

Selvom jeg startede som næsten 19-årig, føles mine rejser og ophold som en menneskealder siden. Da jeg boede i New York, husker jeg det både som om, at det var i går, men samtidig dukker der nye erinderinger op. Det var en meget ensom tid jeg havde da jeg boede i New York og Australien. Jeg har gode minder derfra, men jeg husker en konstant følelse af ked af det hed og ensomhed. Jeg var ikke rigtig glad, selvom jeg tænkte, at det burde jeg være, fordi jeg er jo model. At rejse ud i verden og forfølge ens drøm er ikke nødvendigvis lykke, ikke i mit tilfælde. Jeg har først lært, at sætte pris på mine oplevelser sidenhen. Jeg var meget “fortabt” og jeg savnede min familie og venner hver dag. Det endte med, at jeg rejste hjem før tid, fordi jeg græd mig selv i søvn hver aften.

Efterfølgende fik jeg blod på tanden, og når jeg sætter mig noget for, i dette tilfælde at blive professionel model, så skal jeg gennemføre det. Det viste sig både, at være en negativ og postiv affære.
Jeg udviklede angstanfald, fordi jeg pressede mig selv ud i nogle situationer som jeg ikke var klar til. Jeg rejste ufattelig meget, og da jeg skulle med flyet græd jeg fra min adresse til endt destination. Jeg “slog mig selv i hovedet” over, at jeg var taget afsted endnu en gang og gemte mine følelser væk i et lille rum. Alligevel drog jeg ud i verden, for til “tops” skulle jeg.
Jeg castede uendeligt og jeg gav mig selv 100 procent når jeg var afsted, i håbet om, at blive den nye ”Kate Moss” (som jeg stadig godt kan få følelsen af). Jeg glemte at sætte pris på mine oplevelser og de jobs som jeg fik undervejs. Det er gået op for mig, at min karriere skulle have været håndteret helt anderledes. Rejseaktiviteten er en ting, men de steder jeg boede med stoffer, ulovligt antal af personer i en lejlighed samt den måde mine bureauer satte mig i ubekvemme situationer er nogle få eksempler.
Jeg fik skudt min karriere rigtig godt i gang og jeg arbejdede med talentfulde brands og mennesker. Jeg har skudt hundredevis af kampagner og gået på mange af verdens catwalks. I dag er jeg taknemmelig. Jeg er der hvor, at jeg skal være, men jeg er den type som altid er tvivl om, om jeg er på den rigtige hylde. Så småt begynder jeg, at hvile i mig selv. Dengang for 4-5 år siden ændrede jeg mig til en person som jeg i dag ikke bryder mig om. Der var flere omstændigheder til min stræben og angst og jeg havde nogle meget grimme oplevelser i forbindelse med det. Jeg glemte ”gamle” Augusta, men hende har jeg fundet igen. Jeg synes slet ikke, at det er forkert, at ændre sig gennem livet, og jeg var kun en stor teenager da jeg startede min karriere. Jeg kunne tydeligvis ikke håndtere den korrekt, hvis der ellers er en korrekt måde. Jeg blev for hurtig voksen og det medføre både gode og mindre gode egenskaber. Især min mor og kæreste Kasper har stået model til min for hurtig modenhed. Jeg var en fortvivlet og forvirret pige, som på trods af min viljestyrke, ikke ville erkende mine problemer.
Jeg er glad for mine år som model og forsætter forhåbentligt i mange år. De ting jeg har opnået og hvad jeg har kæmpet for viser, at jeg er en fighter. Min karriere går rigtig godt i dag, det har den måske gjort i hele perioden, men jeg har været for blind til at se det. Der kommer flere sårbarheds indlæg samt et indlæg omkring min angst.

 

28001439_10156192793923308_1123197529_n

3 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hvordan træner jeg?