En af mine største modstandere

Et emne som jeg har belyst før er angst. Jeg har angst. Det udviklede jeg i de år hvor jeg rejste meget. Jeg var ikke rustet til, at finde rundt i den store verden alene og jeg græd ofte mere end jeg smilede.
Jeg har oplevet ikke, at stige på mit fly til London og min far måtte køre mig hjem igen. Jeg har prøvet, at stige på flyet, græde hele vejen, for så, at ankomme til lufthavnen i London, og bestille en retur billet til København samme dag. Det har følt som et nederlag hver gang, men jeg kunne ikke tage afsted. Hver en fiber i min krop gjorde modstand.
Jeg har altid følt mig “svag” når min angst har vundet. Jeg har sagt ting til mig selv, som “selvfølgelig kan du rejse afsted, det er kun et par måneder eller uger” “det bliver en oplevelse” “du kan godt”. Jeg har i den grad undertrykt mine følelser og hvad jeg egentlig havde brug for. Jeg ved ikke præcis hvordan, at jeg udviklede min angst, men hver gang jeg skal afsted på modeljobs er jeg ikke rigtig mig selv aften før. Jeg er ked af det og græder. Jeg græder når jeg er i lufthavnen og skal trække vejret dybt for, at bevare kontrollen. Jeg har haft nogle slemme oplevelser med angsten, især den gang i London hvor jeg slet ikke forlod lufthavnen. Det er ikke hver gang, at jeg får disse følelser, men jeg har prøvet, at få dem selvom, at jeg kun skulle afsted en dag. Jeg troede egentlig, at angsten var gået i sig selv efter, at jeg skiftede bureau til Le Management. De første par turer udenlands jeg havde med Le Management kunne jeg ingenting mærke, men nu kan jeg så småt genkende nogle symptomer når jeg skal afsted. Jeg savner Kasper, jeg har tårer i øjnene konstant, jeg har ondt i maven og er mere følsom. En del af mit job er, at rejse, og så snart, at jeg er i flyet og ankommet til min destination, plejer det at gå bedre.
Måske er jeg ikke rustet til, at rejse i det omfang som jeg gør. Jeg sætter nogle gang ting i kasser selvom, at jeg øver mig på, at lade være. Jeg er ekstremt tryghedsmenneske, det har jeg erkendt, og derfor skal jeg enten rejse med en kompagnon eller slet ikke på længere rejser. Mit arbejde betyder utroligt meget for mig, og  jeg vil forsætte med at arbejde som model. Derfor vil jeg gerne “optimere” mig selv.
Jeg har ofte siddet i en fly på vej til New York, Dubai eller Australien og tænkt “hvorfor gør jeg det her mod mig selv”, her mener jeg ikke jobbet, for det er fantastisk, men hvorfor rejser jeg afsted når min angst dominerer i den grad. Jeg græder og græder i flyet, men hvorfor? Det spørgsmål vil jeg gerne have svar på. Jeg vil gerne kunne tage alle steder hen i verden, alene, uden at føle de følelser jeg får. Jeg har ingen symptomer når jeg rejser afsted med min familie eller Kasper. Min familie og mine venner er bekendt med min angst, og jeg vil også gerne skåne dem fra min gråd og frustrerende telefonopkald når det er ved, at være afrejsetid. Jeg ønsker, at være helt fri fra angsten og det skal der professionel hjælp til. Den hjælp har jeg opsøgt nu, for at bekæmpe en af mine største modstandere.

img_6368-18-03-18-14-33

 

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Morning bliss