Desperationen kan ramme os alle

Da angsten kom snigende, sårbarhed anden del

34649053_10156484105633308_5583920044187844608_n

Jeg vågende 7.30 mandag morgen og fra sekundet jeg rejste mig fra sengen trillede tårerne uhæmmet ned af mine kinder. Seancen opstod fordi, at jeg skulle rejse til Hamborg senere samme dag.
Jeg havde glædet mig til at arbejde, jeg havde glædet mig til at komme igang, men alligevel ramte angsten mig lige midt i hjertet, og det tog lang tid før at tårerne stoppede.
Jeg var ikke uforstående over for mine følelser, men stadig overrasket over dem, da jeg ikke har været væk “ i længere tid” på det seneste. (i omkring 1,5 år). Jeg havde lyst til, at rydde hele Kaspers skema og tage ham med, men selvfølgelig kunne han ikke det, og selvfølgelige skulle han ikke det. Angsten ejer mig ikke, og mit liv skal ikke leves med livrem og seler fordi, at den tyngder mig ned. Selvom at jeg er elsket, føler jeg mig utrolig ensom når jeg rejser ud. Ikke fordi, at jeg tvivler på den kærlighed jeg får, for den støtte mine familie og venner giver mig er enorm og fantastisk, men fordi at jeg rent faktisk ikke kan lide at rejse alene (det meste af tiden). Jeg kan godt lide at dele mine oplevelser med nogle.
Jeg er et privilegeret menneske, som får lov til, at opleve verden igennem mit arbejde. Jeg er et privilegeret menneske fordi, at jeg har et arbejde. Når jeg skriver om usikkerhed og ked af det hed, er det ikke Augusta som snakker, men angsten som min svigermor sagde. Augusta er hende fighteren som vil sit arbejde. Summa summarum er dog, at jeg er sikker på, at jeg ikke har lyst til længere ture uden Kasper eller en af mine kære.
Det at gribe dagen og gribe livet i sekundet er noget som jeg øver mig på. Hjemme i Danmark, vil jeg det hele på den halve tid og når det kommer til stykket og jeg skal rejse ud, trækker jeg i land, fordi jeg eller angsten ikke føler sig tryg, ikke føler sig glad. Lykke viser sig i små glimt i hverdagen, men jeg er faktisk et ret lykkeligt menneske og jeg ved hvad jeg vil og ikke vil. Derfor når angsten kommer snigende bliver jeg vred. Modstand og kampe er en del af livets store spil, men vi kan prøve at udfordre nogle af kampene og derved vågne op glad hver eneste dag. 

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Desperationen kan ramme os alle