Ecuador, Galapagos, Peru, Panama, Costa Rica, Thailand og Vietnam

Glansbilledet, og ja det går i stykker

Jeg har ført åbnet op på bloggen og delt indlæg hvor det tog lidt mod at trykke “Udgiv”. Efter vi er kommet hjem fra vores rejse har jeg fået en kæmpe efter reaktion. I mens vi var afsted gik et nært familiemedlem bort og samtidig har et andet familiemedlem en alvorlig sygdom. Det har ramt mig noget så ekstremt og min hjerne kører på højtryk for at holde mig “glad”. I min verden er der ikke tid til dårlige dage, vi skal alle være taknemmelig for livet mens vi har det, så hvis jeg føler mig lidt nedtrykt gør jeg rent, handler, træner eller løber en tur, men det resulterer ofte i, at jeg ikke passer på mig selv og mine følelser. Det findes simpelthen ikke som en mulighed for mit “jeg” at sætte mig selv før andre. Jeg spørger ikke om hjælp og jeg lader ikke andre passe på mig. Kasper (og min mor) er ultimativt min(e) største støtte(r) i livet, men når jeg ikke har det godt mentalt, er jeg ikke god kæreste. Jeg skubber ham væk og kan ikke modtage hans kærlighed. Jeg bliver sur, rettende og irritable. Det er en af mine værste sider. Jeg er hammer forelsket i Kasper og jeg går i stykker når vi ikke har det godt, det kan ingen af os være i, for det er ikke sådan vores forhold er. Der er en forståelse, omsorg og frihed i vores forhold som vi begge værdsætter. Derfor når jeg mentalt er helt ved siden af mig selv, går det ud over os. Jeg vil helst klare alting selv, og selvom jeg deler mine tanker og følelser med venner og familie, holder jeg mine inderste ødelagte skår for mig selv. Jeg poster smil, events og glade dage på min Instagram fordi jeg tror på, at hjernen kan trænes til at være glad (det prøver Kasper i hvert fald at lære mig), men jeg vil gerne understrege at alle har dårlige dage, også selvom de ikke bliver postet. Livet er ikke en dans på roser, men jeg prøver at navigere rundt i det så godt jeg kan. Det har i den grad været svært at komme hjem, vi har været i et eventyr i 3 måneder og jeg savner det af hele mit hjerte. Vi kom hjem til savnet familie og venner, julearrangementer hvor der var en forventning om at vi deltog, der var gaveindkøb, 3 dages jul, der er hele rutinen med at komme hjem og holde et hjem (hvilket der SLET ikke har været tid til), arbejde og ansvar. Kasper og jeg har ikke fundet hinanden på Molbechsvej efter vores hjemkomst. Familie, venner, arbejde og jul har fået alt vores opmærksomhed, og for at skrive det pænt, har det været møg hammerende pisse hårdt. Heldigvis er vi begge enige om at vores tosomhed har første prioritet nu, udover de ting som skal klares. Jeg er også en person som bekymre sig fra tid til anden: hvor skal pengene komme fra nu (når man har brugt hele opsparringen), hvornår får vi begge fuldtidsarbejde, hvordan har alle de mennesker (som jeg har forsømt mens jeg har været væk, yes Im like that, haft det og er jeg egoistisk for ikke at have blevet hjemme i en meget hård tid for min familie. Jeg er forvirret omkring hvornår det er okay at spørge om hjælp og bede om en hånd, fordi jeg automatisk tænker, at den person jeg spørger selv har sit at kæmpe med. Dette indlæg blev alligevel meget personligt, men jeg er glad for at have delt det med jer. Jeg vil nemlig bryde glansbilledet.

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Ecuador, Galapagos, Peru, Panama, Costa Rica, Thailand og Vietnam